HjemIndeholdForigeNæste

Udtryk

Udtryk ombord, som enhver befaren bør kende.

Når man står i Helge med ansigtet mod forstavnen, har man til højre: styrbord side (hvor styreåren sidder) og til venstre: bagbord side.

 Bagved én er agter eller agterude, og foran én er for eller forude. Skibets forreste del kaldes for halsen, fordi man her arbejder med at sætte sejlets hals. Bag masten kaldes området for midtskibet, og der hvor man arbejder med skøder, braser og styreåren kaldes agterskibet.

Bord plankerne danner Skibets sider og bund og spanterne udgøres af bundstoke, bitder (hvorpå dørken som man går på ligger) og højere ligger bjælkerne.

Er Helge under sejl, bruges yderligere et antal udtryk. Vindsiden, hvor vinden kommer fra, kaldes luv side eller luvart, til luvart. Siden, hvor vinden blæser hen, kaldes læ, i læen, til læ. Vil man kaste noget overbord, f.eks. vandet når man øser (tømmer Helge for vand), bør man gøre det til læ!





Et antal udtryk bruges for vindens retning i forhold til fartøjet. Sejles med vinden ind fra styrbord, er sejlets hals sat i styrbord man sejler på styr­bord halse. Med vinden ind fra bagbord - med halsen sat i bagbord, sejles på bagbord halse.

Drejer man fartøjet, så forstavnen drejer bort fra vinden, siges at falde af, og drejes forstavnen mod vinden, siges at skære op, luffe op, luve op, even­tuelt spidse op. Når man sejler så tæt til vinden, som det er muligt, sejler man bidevind (udtales med hårdt d) enten på styrbord eller bagbord halse. Lader man Helge falde lidt af, således at man ikke sejler så tæt til vinden, men alligevel ikke har vinden ind fra siden, sejles foran for tværs. Sejler man med vinden ind fra siden, siges at sejle halvvind. Kommer vinden skråt agter fra, sejler man agten for tværs. Har man vinden lige agter fra, sejles læns eller slør.