SoerenVadstrup Farver origal 85

Til Helge Nyts 20-års jubilæumsudgave 2011 - skrev Søren Vadstrup -  (stævnsmed) for skroget denne artikel:

Bygningen 1990-91 - Metoder og erfaringer
Soren Vadstrup

Jeg har en svaghed for økser og øksehugning. Så er det sagt. Jeg elsker dette værktøj, formentlig fordi jeg i en tidlig alder, bl.a. som spejder, fik en god, skarpslebet økse i hånden og blev god til at bruge den.
Man kan næsten fremstille ’alt’ med en god, skarp økse. Lige fra meget store, 6-7 meter lange og 25-30 cm brede skibsplanker, som de fleste vil tro kun kan saves ud af træstammer, til små, spinkle knæ eller kiler. Ikke med den samme økse, naturligvis, men med den fine række af specialøkser, som vi kender fra fund fra vikingetiden, og som er anvendt til vikingeskibsbyggerierne:

Foto: Asser Vadstrup
SoerenVadstrup Oekser vaerktoej

  • Den tunge, langskaftede, langhovede og  smalæggede fældeøkse (fellaøx), der hugger sig 2,5 cm ind i træet per ’dobbelt-V-hug,’ og som derfor er langt hurtigere end tilsvarende håndsavning,
  • den bredbladede og kortskaftede bredbil (telgaøx) til planke- og planhugning (telga),
  • den tværbladede og kortskaftede skarøkse (tengsel), der benyttes til krumme flader og andet, der skal stå helt glat, f.eks. skar (nittede skrå samlinger).
  • den spidsæggede, kortskaftede ’snitteøkse’ til almindelig udhugning af emner, f.eks. knæ (denne økse ses ikke på Bayeux-tapetet).

Forudsætninger

Man kan ikke beskrive HELGE ASKprojektet og dermed erfaringerne fra dette uden at nævne de to foregående vikingeskibsprojekter,

IMME:SKINFAXE (1980 - 1982) og

ROAR:EGE (1982- 1984).

Dels står de tre projekter på skuldrene af hinanden rent vidensmæssigt med hensyn til byggemetoder og -erfaringer og ikke mindst håndværksmæssigt og mandskabsmæssigt.
IMME:SKINFAXE var en 9/1 0 kopi af Skuldelev-3-skibet, der blev bygget af seniorspejdere i Frederiksværk i årene 1980 - 1982. Dette skibsbyggeri stod i øvrigt på skuldrene af bygningen i 1974 af en kopi af Gokstad-Færingen (fireåringen), hvor der blev benyttet udkløvning af egestammer til bordene samt vandlagring af de uhyre spinkle, udkløvede planker. Til SKINFAXE blev der også benyttet udkløvede planker af kæmpemæssige egestammer, men ved dette projekt begyndte vi på at hugge skibsplankerne (bordplankerne) ud med bredbiler til en tykkelse på 2,5 cm og herefter vandlagre dem i et vandkar på byggepladsen. De store massive, men udhuggede skibsstævne blev fremstillet af store krumme egestammer.

ROAR EGE blev bygget på Vikingeskibshallen i Roskilde umiddelbart efter SKINFAXE – med den samme grundstamme af ’selvlærte’ vikingeskibsbyggere. ROAR-projektet blev banebrydende i forhold til brugen af originalt værktøj, autentiske
byggemetoder og autentiske træmaterialer og træteknologier. Før alle processer blev udført, blev der gennemført en omfattende forskning og dokumentation af baggrund, analyser og erfaringer (ROAR-Notater). Alt dette bygger  HELGE-projektet videre på, idet nogle af de samme folk ’gik igen’, nu 6 år efter som faglærte bådebyggere.

 Vikingetidens skibsbygningsværktøj, rekonstrueret efter afbildning på Bayeux-tapetets skibsbygningsscene,og efter arkæologiske fund. Værktøjsrekonstruktionernes værktøjsspor svarer til de fundne. Tegninger: Søren Vadstrup

Dog ikke bygmesteren, der stadig var arkitekt.

Helge Ask – det ekstremt fleksible skrog

SoerenVadstrup Tvaersnit 96Tværsnit i henholdsvis Skuldelev-5 og Skuldelev-3, der viser, hvor bevidst skibsskrogene er udført spinkelt i dimensionerne og fleksibelt i konstruktionen:

Bordplankerne er 2,5 cm tykke midt på og smallere langs kanterne. Bundstokkene er  udformet som en vognfjeder op langs skrogets sider med helt fingertykke ender, der ikke er naglet fast, men ’låst’ op under den langsgående, smalle stringer.

Tegninger: Søren Vadstrup

Ved bygningen af HELGE ASK var vi klar over, at det bevidst minimalt dimensionerede, smidige og fleksible skibsskrog, som både Gokstad-Færingen og Skuldelev-3-skibet også repræsenterede, her var dyrket ud i det ekstreme, ikke mindst på grund af dette skibs størrelse. Alt blev fremstillet fuldstændigt i samme dimension som originalen – ikke en millimeter kraftigere – bortset fra tydeligvis slidte områder. Det kræver et vist mod af bygmesteren, for man vil instinktivt gerne udføre skibHelge Ask under bygning Foto Arne Bjulfet så stærkt og holdbart som muligt.

Et bord er ved at blive sat på plads. Foto: Arne Bjulf

Dette kræver nøje udvalgte og meget perfekte og udsøgte materialer. Det kræver meget dygtige håndværkere, og det kræver specialiserede håndværksmetoder – bl.a. formgroet krumtræ, udkløvede og øksehuggede planker og langtømmer og hertil perfekt tilpasning i samlingerne. Forklaringen på de fleksible vikingeskibsskrog er, at skibet skal kunne vride sig i søen og ikke mindst ’sitre’ i skroget, når dette bliver ramt af en hård bølge. Derved brydes trykkræfterne fra bølgerne, der ellers ville ’stoppe’ skroget, så dette i stedet glider ’blødt’ gennem søerne. Hvis man har sejlet i HELGE ASK i lidt hårdt vejr, lægger man straks mærke til, at dette er lykkedes rimelig godt. Andre byggeerfaringer

Ved et vikingeskib afhænger skrogets fleksibilitet og i sidste ende dets styrke og holdbarhed også af samlingsmetoderne.

På Skuldelev-5-skibet finder vi 5 forskellige:

  1. Klinknagler af jern, især på selve bordgangene
  2. Spigre af jern – for begges vedkommende i udsøgt meget rent og kulstoffattigt jern, der er smedet ud i esse og derved komprimeret og forstærket styrkemæssigt.
  3. Trænagler – her af pil, med runde hoveder udvendigt og forkiling indvendigt
  4. Fastlåsning, så delene kan bevæge sig en smule i forhold til hinanden – f.eks. bundstokender, biteknæ og selve kølsvinet, der er låst fast med tilhuggede knæ.
  5. Surring. På Skuldelev-skibene er det kun roret, der er surret med vidjer, men på de norske vikingeskibe er det også bundstokkene.

Meget på skroget skulle rekonstrueres fra andre fund eller lignende, fordi delene manglede i fundet. Bl.a. mastevejen og mastelåsen i dæksplanet. Her var vi noget nervøse for, at den løsning, vi valgte, ikke var stærk nok. Men den har da  foreløbigt holdt i 20 år. Det samme har de pånittede stævnspidser som vi, med erfaringerne fra ROAR, forventede snart ville brække af. Det er nok lige så meget sejlernes skyld.

Ormen Foto Jens HusbyMidgårdsormen

Når man rekonstruerer et vikingeskib, er det nødvendigt at studere originalskibet meget nøje. Man opdager, at når man har kikket på ’damperen’, som vi for sjov kaldte det genopstillede Skuldelev-3-skib, i nogle timer, opdager man hver gang noget nyt. Og lige pludselig, efter endnu mange timers samliv, går der en ny sammenhæng eller forbindelse op for een.
I bagbords side af agterstævnen på Skuldelev-5-skibet er det indridset en lille ’orm’ (drage), der er meget typisk for vikingetidens dekorationer. Eller nærmere halen af en orm – Midgårdsormen, selvfølgelig, Fenrisulvens frygtede bror, der vogter Verdenshavet og er så stor, at den omslynger hele Midgård, Gudernes land, og bider sig selv i halen. Den var det ikke så tosset for et skib at være i pagt med. Men hvor er hovedet så? Ja, med et lille
kunstgreb kan man sætte et ormeøje, en nakkekrølle, tungen og en næse på det originale rids, så har man et lige så typisk hoved. Hovedet kan passende sidde på samme sted i modsatte side, hvor det symbolsk omslynger roret – og hvorfor ikke i begge ender; det strider ikke mod fundet. Jamen, så skal ormen vel også males, ellers er der vel ikke grund til at skære den ud. Måske har hele skibet været malet, eventuelt lige som skibene på Bayeux-tapetet, og så kunne man  sætte prikken over i-et og sætte et aftageligt dragehoved og hale, igen inspireret af den lille ormehale, på stævnene.

Helge paabyggeplads Vformuseet 1991 85

 

Helge på byggepladsen lige vest for museet.
Foto: Arne Bjulf

 

Gå til toppen